De 7 tegn

Synkebesvær

Synkebesvær i mere end en måned

  • Synkebesvær kan være tegn på kræft i spiserøret, mavesækken, eller struben.
  • Det er almindeligt at have synkebesvær, når man har halsbetændelse, men hvis det varer ved eller bliver værre, skal man gå til lægen

Følelsen af, at der sidder noget fast i halsen

  • Hvis man får følelsen af, at maden sidder fast på vej ned gennem halsen, skal man blive undersøgt

Smerter, når du synker

  • Hvis det begynder at gøre ondt, når man synker, kan det være tegn på kræft i spiserøret, mavesækken, eller struben. Og det bør undersøges nærmere.
  • Smerter, når man synker, forekommer dog også i forbindelse med halsbetændelse

Knuder og hævelser

I brystet

  • En knude i brystet kan være tegn på brystkræft. Der kan dog også være tale om en godartet knude eller cyste. Det gælder både kvinder og mænd
  • Man kan have en eller flere smuttende og glatte knuder i brystet, og de vil som regel være godartede. Men knuder, der er hårde og sidder fast, kan være tegn på kræft. Under alle omstændigheder bør man gå til lægen, hvis man opdager en knude i brystet.

I armhulerne, lysken eller på halsen

  • Lymfeknuder findes overtalt i kroppen. Man kan især mærke dem, hvis de hæver i lysken, armhulerne eller på halsen. En stor hævet lymfeknude på halsen kan skyldes hoved-halskræft, men den kan også være hævet pga. en infektion.
  • Lymfeknuder, der skyldes kræft, er som regel ikke ømme. Lymfeknuder, der hæver pga. en infektion, vil som regel være ømme.

I testiklerne

  • En knude i testiklerne kan være tegn på testikelkræft. Derfor er det vigtigt at blive undersøgt

Andre steder på kroppen

  • Knuder kan opstå overalt på kroppen. Vær særligt opmærksom, hvis knuden vokser hurtigt og er hård

 

Ændrede modermærker og sår

Et modermærke, der ændrer størrelse, form eller farve

  • Det mest almindelige tegn på modermærkekræft (malignt melanom) er, at et eksisterende eller et nyt modermærke forandrer sig. Sygdommen kan også opstå et sted, hvor der ikke er noget modermærke i forvejen

Et modermærke, der danner skorpe, bløder eller begynder at klø

  • Når et modermærke danner skorpe, begynder at bløde eller klø, kan det være tegn på modermærkekræft (malignt melanom).

Et sår på huden eller læberne, der ikke heler inden for en måned

  • Et sår, der ikke heler, kan være tegn på hudkræft. Hudkræft kan opstå overalt på kroppen men opstår oftest, hvor huden er mest udsat for solens stråler.
  • Kræft på læberne viser sig næsten altid som et sår, der ikke vil hele, og sidder oftest på underlæben.

Sår i munden, der ikke heler

  • Sår i munden, der ikke vil hele, eller vedvarende røde eller hvide områder på tungen, tandkødet eller mandlerne kan være forstadier til kræft eller tegn på kræft i mundhulen eller mandlerne

Sår eller kronisk irritation på eller omkring kønsdelene

  • Sår, kløe og irritation på og omkring kønsdelene kan være tegn på peniskræft eller kræft i de ydre kvindelige kønsorganer (vulvacancer). De nævnte symptomer kan også skyldes andre ting, men det er vigtigt at blive undersøgt.

 

Uforklarlig blødning

Blod i afføringen

  • Blod i afføringen kan være tegn på tarmkræft. Det er vigtigt at være opmærksom på, at blod ikke nødvendigvis er rødt. Der kan både være tale om frisk rødt blod og sortfarvet afføring. Begge dele bør undersøges hos lægen.
  • Tarmkræft kan være kræft i tyktarmen eller kræft i endetarmen.

Blod i urinen

  • Blod i urinen kan være tegn på kræft i blæren eller nyrerne. Men det kan også skyldes en infektion, nyresten eller rifter. Det er aldrig normalt at have blod i urinen, og derfor skal man altid blive undersøgt.

Bløding fra skeden

  • Blødninger fra underlivet, der ikke skyldes menstruation, eller som opstår efter overgangsalderen, kan være tegn på livmoderhalskræft eller kræft i livmoderen og bør altid undersøges nærmere.
  • Blødning ved samleje og pletblødning ved fysisk aktivitet, vandladning eller afføring kan være tegn på livmoderhalskræft og bør derfor undersøges.

Blod i sæden

  • Blod i sæden kan være tegn på prostatakræft. Kræft i prostata kaldes også for kræft i blærehalskirtlen

Ændret afføringsmønster

Skiftevis forstoppelse og diarré i mere end to uger

  • Langvarig skiftende forstoppelse og diarré kan være tegn på tarmkræft. De fleste har prøvet at have diarré og forstoppelse, der relativt hurtigt går over. Men uforklarlige forandringer i afføringsmønstret, der fortsætter i mere end to uger, bør man tage alvorligt og gå til lægen med.
  • Tarmkræft kan være kræft i tyktarmen eller kræft i endetarmen.

Følelsen af, at tarmen ikke tømmes helt

  • Hvis det føles som om tarmen ikke tømmes helt ved toiletbesøg, kan det skyldes en kræftknude, der sidder i tarmen

Blod i afføringen

  • Blod i afføringen kan være tegn på tarmkræft. Det kan også skyldes andre ting, som f.eks. hæmorider, men det er ikke normalt at bløde fra tarmen og derfor bør man blive undersøgt.
  • Selvom man har hæmorider, bør man ikke bare tage for givet, at blødning fra endetarmen kun skyldes hæmoriden.
  • Tarmkræft kan være kræft i tyktarmen eller kræft i endetarmen.

Mavesmerter eller maveproblemer i mere end to uger

  • De fleste har prøvet at have maveproblemer, der går over efter et stykke tid. Men maveproblemer, der varer mere end to uger, bør man gå til lægen med. Det kan være tegn på tarmkræft, men kan dog også skyldes andre sygdomme i mave-tarmkanalen.

Hoste og hæshed

Hoste, der ikke går væk inden for en måned

  • Længerevarende hoste kan være tegn på lungekræft. Men hosten kan selvfølgelig også skyldes bronkitis eller rygerlunger.
  • Hoste er en almindelig reaktion for kroppen. Vi hoster for at rense lunger og luftveje.

Hoste, der ændrer sig

  • Ændret hoste kan være tegn på lungekræft. Det er vigtigt at være opmærksom på hoste, der ændrer sig eller bliver ved uden grund. En ny slags hoste kan være: 
    • tør hoste
    • hoste, der er blevet værre
    • hoste, der giver smerter
    • hoste, der lyder anderledes
    • hoste med slim

Hæshed, der ikke går væk inden for en måned

  • Hæshed, der varer mere end en måned, kan være tegn på kræft i struben. De fleste har prøvet at miste stemmen eller blive hæse, når de er forkølede eller har brugt stemmen for meget.
  • Men bliver du pludselig hæs uden grund, og bliver det ikke bedre i løbet af nogle uger, skal du gå til lægen og blive undersøgt.

Hoste med blodigt slim

  • Hoster man blodigt slim op, kan det være tegn på kræft i lungerne. Men det kan også skyldes andre sygdomme, og det er vigtigt at blive undersøgt.

 

Uforklarligt vægttab

Vægttab uden grund

  • Vægttab kan være tegn på kræft. Mange kræftpatienter taber sig.
  • Man bør altid snakke med sin læge, hvis man taber sig uden grund. Vær særligt opmærksom, hvis du samtidig også har f.eks. nedsat appetit. Vægttab kan dog også være tegn på andre sygdomme

Vægttab, selv om du ikke har ændret på dine madvaner

  • Det er normalt at tabe sig, hvis man begynder at spise anderledes. Men hvis man taber sig uden at have ændret på sine madvaner, skal man tale med sin læge

Vægttab, selv om du ikke har ændet på dine motionsvaner

Det er normalt at tabe sig, hvis man begynder at motionere mere. Men hvis man taber sig uden at have ændret på sine motionsvaner, skal man tale med sin læge.

Større vægttab end forventet efter slankekur

  • Mange ville være glade, hvis de tabte sig mere end forventet efter en slankekur. Men hvis man taber sig uforholdsmæssigt meget mere, end man havde regnet med, så kan det være tegn på, at noget ikke er, som det skal være. Og derfor bør man tage en snak med sin læge om vægttabet.

Tilbage til forsiden Vores hjemmeside